
Vi kan ikke sige det tit nok!
Sætter man hegn har man et ansvar!
Med den nyeste sag fra Naturstyrelsen omkring grov uforsvarlig behandling af 76 stykker kvæg og processerne omkring planlægning og etablering af de nye Naturnationalparker bliver det dog tydeligt, at det overhovedet ikke er klart, hvem der bærer ansvaret for disse naturplejeprojekter.
Derfor har Dyrlæge Lotte Bøgedal, Pia Slot- NNP Hanstholm, Dansk Islandskhesteforening, Henriette Kristensen- Tidligere bestyrelsesmedlem NNP Harrild Hede, Midtjydsk jagtrideklub og Dyrlæge Lene Kattrup skrevet brev til politikere, styrelser, ministerier og bestyrelsesmedlemmer i de danske naturnationalparker for at gøre opmærksom på alvorlige problemstillinger omkring det nuværende
bestyrelsesarbejde i naturnationalparkerne – og den parallelle udvikling i statens forvaltning af dyrevelfærd.
Hestens Værn støtter op om denne beskrivelse af problemerne og vi vil opfordre til at man skriver under så der kan komme politisk fokus på problemerne.
Du kan læse hele brevet herunder og det er også her du finder link til underskrift.
INDSIGELSESBREV VEDR. BESTYRELSESARBEJDE OG DYREVELFÆRD I NATURNATIONALPARKER
Til politikere, styrelser, ministerier og bestyrelsesmedlemmer i de danske naturnationalparker.
Vi ønsker med dette brev at gøre opmærksom på alvorlige problemstillinger omkring det nuværende bestyrelsesarbejde i naturnationalparkerne – og den parallelle udvikling i statens forvaltning af dyrevelfærd.
Bestyrelsesarbejdet er uden reel indflydelse:
Flere medlemmer af naturnationalparkernes bestyrelser har givet udtryk for, at de reelt ingen indflydelse har på væsentlige beslutninger. Det gælder bl.a.
• Hvilke dyr der udsættes (art, antal, tidspunkt)
• Hvor hegn opsættes og hvordan det påvirker adgang, friluftsliv og sikkerhed
• Faciliteter, stiforløb, adgangsforhold og tilgængelighed
• Principper for tilsyn, fodring og pasning af dyr
• Overholdelse af gældende lovgivning
Intet juridisk grundlag
Det er samtidig væsentligt at understrege, at bestyrelserne i naturnationalparkerne reelt ikke er lovfæstede bestyrelser.
Der findes ikke noget egentligt juridisk grundlag for deres virke som beslutningsdygtige organer. Hverken i lov om naturnationalparker (lov nr. 1177 af 8. juni 2021) eller i anden bekendtgørelse er der fastsat rammer for bestyrelsernes kompetence, ansvar eller beslutningskraft. Det betyder, at medlemmerne opererer uden formel forvaltningsmæssig kompetence – og uden tydelige rettigheder eller pligter. Alligevel får de ofte fremlagt beslutninger til “godkendelse”, der reelt allerede er truffet andetsteds.
Kritiske indsigelser føres ofte ikke til referat, og Naturstyrelsens linje står uimodsagt – som om der er
enighed. Flere bestyrelsesmedlemmer oplever at være reduceret til statister uden reel indflydelse. Uenighed
mødes ikke sjældent med kritik, intimidering – og i visse tilfælde direkte chikane.
Dyrevelfærd under pres
Naturstyrelsen søger systematisk dispensation fra centrale bestemmelser i dyrevelfærdsloven – herunder §3 (omsorg, fodring og pasning) og §9 (individuelt dagligt tilsyn). Dette betyder, at dyr i statens naturnationalparker reelt fratages den beskyttelse, som gælder for alle andre dyreholdere.
Sagen fra Mols Bjerge mod Naturstyrelsen hvor der faldt dom den 21.5.2025, har allerede vist konsekvenserne: Mange kreaturer sultede og var udsat for lidelse. Retten fandt, at der var tale om groft uforsvarlig behandling af 76 kvæg, og groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling af 30 kvæg.
Flere var så forsømte, at de måtte aflives eller de døde direkte af sult. Naturstyrelsen som myndighed vedgik ansvar, og betalte en bøde på 800.000 kr. vejledt af bl.a. styrelsens egne advokater- forbrug 650.000 kr. To
ansatte blev dømt for vanrøgten. Ansvaret blev sendt nedad i systemet.
Det rejser et uomgængeligt spørgsmål:
Hvem bærer ansvaret, når dyr lider i naturnationalparker, og tilsyn samt omsorg er sat ud af kraft ved dispensation – samtidig med at bestyrelsesmedlemmer står uden reel indflydelse, men risikerer at blive holdt ansvarlige for beslutninger, de reelt ikke har haft mulighed for at påvirke? Juraen er ikke klar nok på det punkt.
Når kritik ikke må føres til referat, og faglige/saglige indsigelser bevidst ikke tages til efterretning i processen, udviskes det enkelte bestyrelsesmedlems reelle modstand! Det svækker muligheden for at dokumentere, at man faktisk har sagt fra.
Bestyrelsesmedlemmer risikerer at blive syndebukke
Kan bestyrelsesmedlemmer – uden forvaltningskompetance – alligevel ende med andet end et moralsk og etisk ansvar? Set ift. dommen fra Mols Bjerge.
For uden fremsat uenighed/modstand, der er ført til referat, så kan man som bestyrelsesmedlem ikke dokumentere, at man er sig sit moralske ansvar bevidst. Er det fair, at en dispensationsansøgning “tværes af” på medlemmerne i bestyrelserne, i form af, at de skal godkende den, når det er politikere og styrelser der vil have dispensationen?
Demokrati og reel borgerinddragelse er ikke, at kritiske bestyrelsesmedlemmer trækker sig – Tværtimod. Er det demokrati eller borgerindragelse? Nej- det ligger langt fra det, der er anført i regeringsgrundlaget på side 36. Er det vores demokrati værdigt?
Flere har allerede valgt at forlade arbejdet i protest mod at være statister i det, der føles som en skueproces. Skeptikernes fravær og manglende muligheder for at få ført modsætninger til referat ensretter processen og giver ikke nærdemokrati og lokal indflydelse som lovet, men det helt modsatte – et naturparadigme diktatur. Der er netop brug for, at modsætninger dokumenteres og at der insisteres på gennemsigtighed, ansvar og faglighed.
Der må være ens retningslinjer i alle bestyrelser – en overordnet forretningsorden, hvor demokrati er en væsentlig del af beslutningerne, og hvor meningsforskelle må kunne føres til referat.
Derfor udsendes dette brev som oplysning – og som støtte til jer, der står i fronten og siger fra.
Tidligere bestyrelsesmedlems udtalelser:
https://1drv.ms/w/c/737172ade0463ba3/ESmCh2UFeV5HkwnNMviK69cBKwqNIZugyZAchWnjH6WSmg
Underskriv gerne hvis du kan tilslutte dig dette skriv og anerkender, at de fremførte bekymringer er både velbegrundede og relevante. Der er behov for, at disse forhold adresseres politisk og administrativt – med respekt for både bestyrelsesmedlemmer og dyrenes velfærd.
Skriv under her:
https://www.skrivunder.net/naturnationalparker_uden_demokrati_dyr_uden_beskyttelse
God arbejdslyst til alle
Dyrlæge Lotte Bøgedal. Mail@heste-praksis.dk
Pia Slot. NNP Hanstholm, Dansk Islandskhesteforening. Slotpia@gmail.com
Henriette Kristensen. Tidligere bestyrelsesmedlem NNP Harrild Hede, Midtjydsk jagtrideklub
Dyrlæge Lene Kattrup