Under weekendens Hestekongres, arrangeret af SEGES, var der tale om et overordnet emne: Forebyggelse af skader samt genoptræning af hestene efter skade.
Dyrlæge Henrik Sten Andersen fra Hørsholm Hestehospital præsenterede et fint foredrag om, hvordan vi som hesteejere kan undgå træningsskader og fange eventuelle skader, ganske simpelt ved at kende vores heste bedre.
Lise Charlotte Berg fra Københavns Universitet holdt efterfølgende et foredrag omkring korrekt genoptræning af den skadede hest, og sidst men ikke mindst, belyste Mette Uldahl den komplekse problemstilling omkring, hvornår vi ryttere er for tunge til vores heste.
Fælles for alle 3 indlæg var at de blev fremlagt med fokus på en individuel tilgang til den enkelte hest og den enkelte ekvipage.
For ved at bevæge os væk fra den kassetænkning, der ofte præger tilgangen til hestene, og istedet kigge på hesten som et individuelt dyr, har vi større chancer undgå slitageskader og sikre at hesten holder i mange år.
En overordnet opfattelse i hesteverdenen er, at vi gerne vil kunne sætte ting i skema. Vi vil kunne slå op præcis hvor meget foder vores hest skal have, hvor ofte den skal trænes og hvor mange procent en rytters vægt må udgøre af hestens kropsvægt.
Men denne tilgang kan spænde ben for hestevelfærden, og vi bør istedet fokusere på hver enkelt hest og den enkelte ekvipage. Både når det handler om tilrettelæggelse af træning, men også de forhold hesten opstaldes under.
Ligeledes bør vi som ryttere og ejere udvælge de mennesker, vi rådfører os med nøje. En god dialog mellem dig og din dyrlæge, kan være afgørende for, om du opdager en skade i tide, eller om din hest kommer vellykket gennem et genoptræningsforløb, når først skaden er sket.
For mens vi sagtens kan sætte overordnede retningslinjer for et godt hestehold, så bør vi som ryttere og som hesteejere, i langt højere grad, forholde os til, at ikke alle heste er ens, og det der er godt for én hest, ikke nødvendigvis er det rigtige valg for hesten lidt længere nede af staldgangen.