Aktuelt

Tilsidesættes dyrevelfærden til fordel for naturpleje?

“ Det er nødvendigt altid at kunne sikre velfærden for dyrene og vi kan i Hestens Værn ikke acceptere, at man går på kompromis med dette og vi opfordrer til at der i større omfang laves planer for, hvordan velfærden kan sikres ved foderknaphed allerede inden dyrene lukkes ud, “ siger Julie Fjeldborg, formand for Hestens Værn. 

Hestens Værn ser i stigende grad, at der anvendes heste til naturpleje i Danmark. Hestene er gode til at afgræsse områder med uønsket plantevækst og hestens måde at græsse på skaber lys og grobund for en mere varieret plantevækst, som igen giver et rigere dyreliv. Hestene går ofte på store naturområder i større eller mindre flokke. Ofte er der valgt Exmoore-ponyer eller Koonik heste – begge racer er hårdføre og egnede til at gå ude om vinteren under de rette forhold.

Naturpleje med heste og andre dyr er en langsommelig proces, hvor dyrene over år ændrer det naturområde som de lever i. Når heste og andre husdyr bruges til naturpleje skal de på den ene side være så sultne, at de gider æde de uønskede planter i en sådan grad, at planterne bliver trykket tilbage og forsvinder – på den anden side skal der være der være planter nok til at holde dyrene i rimelig huld.  

På mange naturplejearealer er der forbud mod supplerende fodring for at beskytte arealerne og da det kan være meget svært at vurdere, hvor mange dyr et areal kan bære, må man i naturplejen være mere opmærksom på, at have en plan B, hvis arealerne fx. pga. ekstremt vejr, ikke kan dække dyrenes foderbehov.

Vi er i Hestens Værn bekymret for, om der nogen steder bliver gået på kompromis med dyrevelfærden hos de afgræssende dyr. Denne vinter har der været debat om naturplejeheste, fordi der i nogle flokke er observeret meget tynde heste. I Danmark har vi klare regler der skal sikre velfærden for udegående dyr om vinteren og her er helt tydeligt anført, at dyrene skal være i godt huld. Det gælder også for naturpleje-hestene!

“ Det er nødvendigt altid at kunne sikre velfærden for dyrene og vi kan i Hestens Værn ikke acceptere, at man går på kompromis med dette og vi opfordrer til at der i større omfang laves planer for hvordan velfærden kan sikres ved foderknaphed allerede inden dyrene lukkes ud, “ siger Julie Fjeldborg, formand for Hestens Værn. 

Hvis du vil vide mere om dyr som naturplejere har SEGES en række faktaark som kan anbefales:

https://www.landbrugsinfo.dk/miljoe/natur-og-arealforvaltning/natur-kultur-vildtpleje/naturpleje/sider/faktaark-om-naturpleje_pl_13_1478.aspx

Naturpleje.JPG